Den
sidste officielle begivenhed i forbindelse med Iditarod var
banketten i Nome søndag eftermiddag og aften ( - - det blev faktisk en
langtrukken begivenhed).
Som i Anchorage blev sammenkomsten indledt med en bøn og denne gang en tak for at der ikke var sket
alvorlige uheld med nogen involveret i dette løb. Efter et udmærket måltid var der en
mængde præsentationer af sponsorer, udlodninger, udsatte priser og belønninger, som
senere ville blive tildelt kørerne for forskellige præstationer, eller blot folk, som
havde investeret i en chance via en lodseddel. Alene her blev der således udnævnt et
antal nye ejere af fine nye truckere, snescootere, samt en masse andet dyrt (ikke
underligt, for et enkelt lod kostede $100 x ca. 8,15 gode danske kr.).
På bibelsk vis blev den sidst ankomne musher over målstregen i Nome
den første på scenen til overdragelse af beviser på præstationen (den reelt sidste
kører i løbet var dog endnu stadig i sporet, og måtte se frem til en noget anderledes
fest ved sin bevisoverrækkelse). Alle kørere takkede på forskellig vis, som i
Anchorage, for den hjælp, der hver især var blevet dem tildelt af venner, familie og
sponsorer. Således også Morten, der i løbet havde fået mange sympatisører og venner i
sporet og dermed også mange samtalepartnere, som var interesserede i hans lille land, og
hvordan og hvem, der havde hjulpet ham til at komme til dette hundesportens centrum.
Selv om store og stærke sponsorer i visse tilfælde kan
komme til at virke som et fremmedelement i den begivenhed, som de kun er katalysatorer
for, er det under dette arrangement for selv en vestjysk mediemand blevet klart, at de er
nødvendige. Det fremmede og forvrængende kommer i visse tilfælde ind der, hvor sponsors
behov for at få noget til gengæld for sin ydelse, går hen og gør ham til hovedpersonen
( så galt gik det vist ikke ved denne begivenhed).
Morten med sin mascot Ellen (Jeff Kings datter)
takker af for denne gang
|
Selv om
der ikke skulle skaffes disse meget store præmiesummer i dette løb til belønning for
kørernes præstationer, ville det have været meget nødvendigt med økonomisk bistand
alligevel. Det er meget dyrt at trække et spor (tail-breaking) igennem Alaska på ca.
1900 km (det havde været billigere at arrangere det hele på en rund-bane som når der er
derby på en travbane ). Det er meget dyrt at flyve
forsyninger frem og senere droppede hunde tilbage. Det er dyrt at transportere dommere,
veterinærer, frivillig tjekpunktspersonale og de indbudte mediefolk frem og tilbage til
tjekpunkterne, hvilket alt sammen sker med små private fly, som er de eneste, der kan gå
ned på sneen ude i bushen. Iditrod Aircraft har i perioder bestået af mere end 20 af
disse fly med tilhørende frivillige piloter.
For at få dette enorme arrangement til at fungere har der været
mere end 1500 frivillige i gang. Nogle har investeret flere måneders fuldtids arbejde i
det og rigtig mange en måned hver. Alene for at få selve kontrollen til at fungere på
tjekpunkterne har der på tidspunkter skullet være 200 frivillige i gang samtidig. Det er
flot gjort, og det var derfor ikke eet ord for meget, når disse frivillige fra næsten
alle kørerne fik en varm tak på afslutningsbanketten.
Det eneste der kan diskuteres er, om det måske er sundt
for sporten at der via de store summer, der følger med de første placeringer sker en
professionalisering af denne sport. Belønningen skulle jo på en måde alene være den,
at være med. Slædehundekøring giver frem for nogen anden sport chancen for at opleve
samspillets muligheder mellem dyr og menneske praktiseret i fantastiske kulisser som her
gennem Alaskas uspolerede natur. Det må være en belønning i sig selv.
Snak med kollega under banketten
Fremtidens mushere
|
