| Banketten
før Iditarod 2001Da
alle i teamet var blevet behørigt renset og vandkæmmet, gik turen til banketten. Hvis
denne fest havde været et sølvbryllup, ville den sikkert de fleste steder været fulgt
op af en tvangsauktion. Der var tale om en kom-sammen for ca. 1800 mennesker. Stedet var
en "drom" af passende størrelse.
Alle kørerne var til stede med deres familier, bekendte, sponsorer,
handlere og andre hjælpere, presse og en del af egnens politikere. Måske var der også
en enkelt blikkenslager til stede, men det er dog ikke helt sikkert.
Efter en velkomst bad en af kørerne en bøn for alt og alle, der havde berøring med
løbet. Herefter spisning på rekordtid, sponsormeddelelser og omtaler af mindeværdige
begivenheder i relation til sagen.
Det vigtigste og mest omfattende var dog, at alle kørerne skulle præsenteres og have
lejlighed til at holde en tale. Konceptet herfor var rigtig mange gange
det samme. En tak til sponsorer, familie, venner, ønsket
om et godt løb og et "På gensyn i Nome" - - - og der var ingen øvre
grænse for den enkeltes taletid.
De mest populære talere var de, der kun sagde eet ord - "Tak" - samt dem som
havde noget morsomt at sige. Den første dansker i Iditarod fortalte om
sit lille sne- og slædehundefattige fædreland, og om de sponsorer, der
var så fremmelige, at de kunne få øje på perspektiverne i en sådan markering af de
nationale farver. Han undlod at tale om kongehuset, men han fik alle
tilstedeværende til at råbe - hej til Danmark og vinke til den
videooperatør fra teamet, som på balkonen opererede med udstyr fra Danmarks
Radio.
(Hvis ikke alt går i vasken kan seancen ses på DR2 senere på året)

Dette lille flag har I aldrig set her før |
Startrækkefølgen
Startrækkefølgen blev afsløret ved banketten. Der var foretaget lodtrækning, og fra
Goose Lake Kennel faldt den lidt underlig ud. Jeff lægger fra land som nr. 2,
Morten som nr. 67. Som den elitekører Jeff er, vil han helt sikkert
være i stand til at udnytte denne position. Selv om der er tæt besat af dygtige og
erfarne kørere blandt de første, vil der blive plads til at komme af sted og få lagt
luft ind de næste.
For Morten var det noget nær det mest uønskede, der skete. Selv om han ikke har
ambitioner om at komme frem blandt de forreste, er det hans forventning, at han kunne
ligge i den pæne ende af den sidste halvdel.
Desværre er hans hunde unge, uerfarne i et sådant løb og ikke gode til at overhale, og
det er jo netop, hvad de skal kunne med den placering. Det bliver et slid og ikke nogen
foræring til den første dansker i verdens hårdeste hundeløb, der med dette måske
bliver en smule hårdere.
Der er måske en og anden af læserne, der med tiden vil undres over, hvordan startnumrene
er tildelt. Der er i alt 68 kørere, men der vil på de kommende lister figurere 69
kørere.
Sagen er den, at vinderen af årets Junior Iditarod, som blev afviklet i den forgangne
weekend, er selvskreven til at starte som nr. 1 til en æreskørsel på den første etape.
Derefter udgår denne kører.
Derfor vil Jeff på trods af et kørenummer. Som nr. 2 reelt være den første, og Morten
som nr. 67 reelt være den 3. sidste.
I det interview, som Jeff og Morten har med hinanden på nedenstående billede (bliver
forhåbentligt bragt senere), siger bossen, at han ikke håber at se nogen af de andre
kørere før Nome, og danskeren siger, at han netop ønsker at møde de 66 andre.
Ved at kigge over skulderen vil han også let kunne se nr. 68 og 69, for der er kun 2 min.
mellem hver start.

Hej til fotografen fra DR |