Omkring 40 miles (64 km.) uden for
tjekpunktet mødtes de. Danskeren med hundene på vej til Unalakleet, og hans mediemand
på vej derfra. Den første på sin havarerede hundeslæde og den anden på snescooter.
Morten var uden viden om, at mødet ville finde sted på denne måde, hvorimod hans
far længe havde spejdet efter en slæde med de rød- hvide farver. Det første tegn på
tilstedeværelsen af det danske dogteam afsløredes, da mediescooteren var standset, for
at filme en stor flok græssende carribues (de lokale rensdyr). Da motoren blev standset
var alt pludselig stille, og inden de flotte dyr kunne nå at blive foreviget, hørtes
fløjtelyde inde fra en nærliggende bevoksning. Der var ingen tvivl, den
danske musher var afsløret og rensdyrene kunne få lov at være rensdyr.
En slædetur igennem dette imponerende
landskab er selvfølgelig en helt naturlig anledning til at fløjte de melodier, der nu
tilfældigt falder en ind og dermed udtrykke en spontan glæde (det var nogle
danske national- og fædrelandskærlige melodier, der hørtes).
Til gengæld var ekvipagens beskaffenhed ikke uden videre anledning til muntre
fløjtetoner. Hundene var på alle måder umotiverede og slæden
havde brækket den ene mede med risiko for at den sidste ¾
meter, som musheren står på bag slæden, snart ville falde af. Hvis det skete, ville han
være ilde farende i vanskelige passager på løjpen, og hans håb stod nu til en kasseret
slæde, som han vidste Jeff havde efterladt i Unalakleet. For at sikre sig mod total
havari er det almindeligt, at de forskellige mushere får bragt reserveslæder ud på
nogle af tjekpunkterne. Jeff og hans andenkører havde en fælles slæde stående i
Unalakleet, og den havde bossen haft brug for, da han for nogle dage siden kom dertil.
Spørgsmålet var nu, om den efterladte var bedre end danskerens. Det måtte endnu en tid
stå hen i det uvisse. At benytte andres evt. efterladte slæder er helt ud over
reglementet.
Gensyn
med Morten ved Beringshavet
Mon
slæden holder til Unalakleet |
Medieholdet på arbejde
Mødet mellem kører og filmhold på Alaskas
tundra med bjergkæder som kulisse næsten hele horisonten rundt, var en perfekt ramme til
den visuelle dokumentation for den første danskers deltagelse i Iditarod trail dog sled
race. I samme anledning var der måske en smule flere flag på slæden end på den øvrige
del af turen.
Selv om scooterføreren, der havde sin første
dag på et sådant vidunder, havde fuldt op at gøre, kom der sikkert brugbare sekvenser i
kassen. For dem, som ikke har prøvet det før, er det for oplevelsens skyld en
overvejelse værd at prøve et sådant job. Først finder man objektet længere ude i
sporet end forventet. Det betyder trods forholdsvis rimelige temperaturer efter de lokale
forhold, men med en strid modvind og scooterens fartvind samt ind imellem også snebyger,
at man bliver stiv som en kylling i en dybfryser. Det er
ikke den bedste forudsætning for håndtering af moderne følsomt optageudstyr.
Dogteamet skulle ikke unødigt sinkes på sin
færd frem til Unalakleet. Det var jo galt nok i forvejen, så det skulle jo fortsat
bevæge sig fremad, så hurtigt som hundene kunne orke. Derfor måtte kameramanden
hurtigst muligt forsøge at komme udenom og foran igen, når én optagelse var
tilendebragt.
Der var et hundespand i forholdsvis kort
afstand bagude, så det måtte på ingen måde generes i sine bestræbelser på at komme
fremad. Nu er der ikke anlagtoverha- lingsbaner til dette hundeslædespor, så vejen går
ud mellem ris og vækster over snedriver og isflager på en bund, som i forvejen er en del
mere ujævn end dansk pløjemark. Med kamera og stativ i den ene hånd og
den anden på gashåndtaget får man let oplevelsen af, hvordan det må
have været for John Wayne at holde sig fast på sin hest, når han på de store lærreder
udførte heltegerninger i vilde ridt ud over stepperne i ”The wild west”.
Af scooteren, på scooteren – hvor skulle
den næste scene optages? En variation af dette ridt blev mulig, da bytte og forfølger
nåede frem til floden, som munder ud i Unalakleet. Her var der mulighed for at køre
parallelkørsel som de store filmhold gør det. Motivet filmes bagfra (hvilket er det
letteste) med kameraet gyroophængt i scooterførerens venstre hånd. Senere filmes der
fra siden og til sidst (og det er direkte vanskeligt) filmes der forfra med kameraet
vendende bagud mod objektet alt imedens fart og retning skal forsøges holdt af en førstegangs-
scooterfører i dybfrossen tilstand.
For på en måde ikke at gøre
forholdene alt for lette, er det arrangeret sådan, at vandet i floden er sænket en del i
forhold til den gang den frøs til. Det betyder, at isen er hul på midten med revner og
sprækker. Tilmed er der mange små isbjerge (meget små), hvor isen ikke kan synke, fordi
den støtter på klippestykker nede på bunden. Om der bliver seværdige scener ud af
dette ridt vides endnu ikke, men det var spændende. (hvis nogen kan erindre at en
udsendt kommentator i en tidligere tilbagemelding har
ytret sin harme over unge menneskers vilde brug af snescootere i Alaska,
bedes man straks glemme det). |
