Det officielle midtvejspunkt for løbet er
tjekpunktet Iditarod. Hertil kom danskeren og hans hunde lørdag formiddag kl. 08,50. På
dette tidspunkt havde han brugt 25 timer på ruten fra Ophir, hvilket er en strækning på
144 km. Hans optimistisk forudberegnede plan lød på 16 timer, så der er her tale om et
væsentligt tab af tid. Ruten var efter forlydender nøjagtig så ‘rough’, som
den var varslet.
Den psykiske værdi af at have passeret dette
sted, som samtidig har æren af at give navn til dette berømte løb, er for kørerne
naturligvis stor. Som sådan er stedet bestemt ikke noget særligt. Iditarod er nu en
spøgelsesby, men var i begyndelsen af forrige århundrede hovedsædet for et driftigt
mineområde med omkring 10.000 mennesker.
I
sporet igen
|
Måske er den tanke løbet igennem hovedet på
den danske musher, da han passerede disse gamle guldminer: “Det kunne være mere
behageligt og udbyttegivende at vaske guld end at skumpe rundt på en hundeslæde midt om
natten i denne hundekulde”. Han har ofte måttet skubbe slæden for at hjælpe
huskyerne i det meget uvenlige spor og samtidig har han vidst, at når han endelig nåede
frem, skulle han agere social- og sundhedsassistent samt serveringspersonale for hele
selskabet.
Ud af de opdaterede lister for løbet fremgår
det, at der er andre, der har brugt meget tid på denne strækning. De team, som Morten i
øjeblikket kører sammen med i den sidste trediedel af feltet, har helt sikkert mest af
alt for øje at gennemføre løbet med tanke for den bedste oplevelse for hundene. De
skulle jo gerne have lyst til det igen næste år. For det danske dogteam har det været
nødvendigt at holde pauser i sporet - sikkert flere gange. Den registrerede
gennemsnitshastighed for danskeren er nemlig på den sidste strækning langt lavere end
tidligere.
Ømme muskler
masseres. |
