De
unge hunde, som nåede at gennemføre dette verdens længste slædehundeløb, er
blevet en meget vigtig erfaring rigere. De ved at selv om det kan se uoverskueligt ud, og
at arbejdet tilsyneladende bare fortsætter, så ender det endda lykkeligt. De nåede
alligevel til Nome.
De har fået en sejr, som er vigtig for alle levende individer, og ikke mindst for dem der
skal tilbringe resten af deres tilværelse i et hundeliv, hvor det at kunne klare sig og
være anerkendt er ensbetydende med et godt liv. De har fået en anerkendelse for det, som
huskyen er kendt for, nemlig at trække. Andre hunde har måske behov for at få
anerkendelse fordi de er gode til at holde vagt eller andre måske bare fordi de ser godt
ud men ellers ikke kan noget særligt. Hundene som ikke nåede at komme med helt til Nome,
er jo ikke dårlige hunde af den grund. De var af forskellige årsager ikke helt på
toppen på dette tidspunkt, og blev derfor skånet for større strabadser, end de var klar
til, men de vil få nye chancer, hvor de vil opleve at vinde over dem selv. Nogle er
måske allerede med, når Lisa fra Goose Lake Kennel stiller op til det næste løb i
nærheden af Denali om små 2 uger.
Den unge dansker blev også mere erfaren. Selv om han forud havde kørt flere løb,
var de i forhold til Iditarod kun mellemdistanceløb. Det er noget andet, når der her
hele tiden nøje skal holdes et vågent øje med det, der over lang tid på forskellig vis
afslører tegn på aftagende fysiske og psykiske ressourcer hos hundene. Hvordan bygger
man ressourcer op igen, hvis de mistes? Hvad betyder konkurrencemomentet og den psykiske
belastning for køreren selv og for kørerne indbyrdes? Hvordan beholdes motivationen, og
er det måske nogle gange rigtigere at give op?
Svar på en del af disse spørgsmål fik danskeren, da han på banketten lukkede den
kuvert op, som indeholdt forskellige beviser på, at han havde gennemført løbet. Ud over
en del papirer et eftertragtet sølvspænde og et rygmærke, var der også
veterinærbogen, hvor der var en god faglig anerkendelse at læse. Veterinærbogen
medbringes i slæden og på hvert enkelt tjekpunkt får den en kommentar fra den
ansvarlige dyrlæge.
Morten studerer veterinærbogen |
På de
første tjekpunkter var der en del kommentarer om ømme skuldre og albuer og fodled. Da
den første vanskelige løjpepassage ved Rainy Pass var overstået, blev det bedre, men da
dukkede diarre og manglende ædelyst op som de veterinære kommentarer. Efterhånden
stilnede også de af for til sidst at blive afløst af kommentarer som. ”Hundene i
god tilstand. Hundene OK. Intet at bemærke”. Samtidig sås farten i sporet at blive
hurtigere, hvilket peger i samme retning. Lysten var vendt tilbage hos de unge hunde
(puppier), og de var trods den hurtigste tid fra sidste tjekpunkt til mål ikke nær så
trætte, som på de lettere strækninger midt i løbet.
Morten havde altså valgt rigtigt, da han reducerede ambitionerne og lod hundene
hvile mere end planlagt og i endnu højere grad forsøgte at motivere og socialisere. Det
at få 11 af 16 unghunde med til mål under de givne omstændigheder og vinde sidste etape
var en flot præstation.
De interesserede danskere har
også fået noget ud af det. Rygterne vil vide, at der har været god underholdning ved at
følge med på de forskellige hjemmesider - danskerens og de officielle Iditarod- og
Cabelas-sider, videokanaler fra løbet samt ikke mindst den lokale presse. Der er sikkert
skabt større forståelse for slædehundesporten, og der er mulighed for endnu mere
slædehund, når Morten om et par uger vender hjem. Da vil han for og i.h.t. aftaler med
sponsorer holde forskellige foredrag om sine oplevelser og erfaringer som første dansker
i Iditarod trail dog sled race.
Indtil da, hvor han selv vil takke de virksomheder, forretninger,
organisationer og private, der på forskellig vis har været vigtige sponsorer for at hans
mål har kunnet realiseres, skal der her lyde en tak fra hele familie-dogteamet Fonseca.
Måske dukker der nye sider op inden Morten´s hjemkomst, men energien vil først og
fremmest blive brugt på at fjerne hundelugt og redigere de videobånd, som følger med
fra Alaska, for at de kan blive klar til en udsendelse i DR-vinduet inden længe.
|
