| "5
– 4 – 3 – 2 – 1 – g-o-o-o-o-o" !!!Endelig skete det. "Den
første dansker" blev sendt af sted efter en nedtælling, som med den helt
rigtige amerikanske accent understregede det højtidelige i at være blandt de udvalgte.
Udvalgt til frivillig at gennemleve en lang række prøvelser, som ikke gør denne
slædetur sammenlignelig med en chartertur. "Goooooo"!!
Jeff King giver gode råd
De 1856 km bliver naturligvis ikke kun prøvelser. Der bliver også oplevelser af den
positive slags, som vil brænde sig fast i hukommelsen. Disse oplevelser var der en
forsmag på, da hele seancen tog sin begyndelse.
I det fineste klare vejr med temperaturer en smule under frysepunktet var alt, hvad der
kunne krybe og gå forsamlet på "fourth avenue" (den 4. gade–sikken en
fantasi). Det burde være en god dag for tyveknægte, for tilsyneladende var alle
Anchorage´s 250000 borgere taget hjemmefra. Gaden var i hvert tilfælde fyldt med unge og
gamle, af hundebiler, hunde, kørere,hjælpere, officials, VIP-ere (de særlig vigtige
personer – det er der altså nogle, der er) og ikke mindst hundeglam.
Det var en meget velorganiseret forestilling. Alt blev tjekket og kontrolleret og tider
blev overholdt, pressen var på plads med alt moderne teknik og fremadstormende
journalister. Der var kameraoperatører, kabler, paraboler, meget larmende helikoptere og
meget andet. Danmarks Radio var der også, men i en mere beskeden udgave.
Til gengæld var der helt sikkert mere engagement og flere følelser i sving hos danskerne
end hos nogen ellers.
Dette var et stort og længe ventet højdepunkt. Efter mange måneders intensive
anstrengelser var det hele pludselig virkelighed. I sin flotte køredragt i de
nationale farver og med dannebrog flagrende i fartvinden, passerede den
første dansker startlinien.
Den første etape
På grund af den manglende sne i dette område af Alaska, blev dagens etape anderledes end
ellers. Den blev afkortet til ca. 1/3 af den vanlige længde og blev således kun på ca.
10 km. Det ville ellers være for farligt for hunde og materiel. På den første etape er
der tradition for, at der er 2 slæder med.
|
Årsagen er, at 2 bemandede slæder bremser dobbelt så godt som en, og det er
der brug for på dette tidspunkt af løbet. Hundene er efter lang tids venten gearede til
at komme af sted i stor hastighed.
Når alle hunde på én gang sætter turbo på, kan der hurtigt blive sæson for
overarbejde på de lokale skadestuer. Der står jo skinneben langs ruten som et tæt
stakit, og det tåler ikke slædemeder i høj hastighed
.I løbet af vinteren har der nogle gange været brug for at køre sne ud fra gaderne.
Denne sne er i anledning af starten på "4.gade" blevet hentet ind igen sammen
med mange, mange flere læs lånesne fra De kommunale pladser i omegnen.
Den tanke kunne jo godt strejfe en amatør, om ikke man bare kunne placere starten af et
sådant hundeløb et sted, hvor sneen allerede lå, men den tanke er meget amatøragtig.
Hvis ikke starten går i den rigtige gade og i så meget sne, som man havde i trediverne,
så går det bare ikke. Denne begivenhed er intet mindre end en tradition, og det skal
hensynet til de mange sponsorer nok minde arrangørerne om.
En anden vigtig del af traditionen er, at der er opfundet en menneskerace, som kaldes "Idita-rider".
Det er mennesker, som er villige til at betale klækkelige beløb til arrangementet for at
få lov til at sidde i slæden hos de forskellige mushere på den første strækning ud af
Anchorage på vej mod Nome. - -
- - - - Derfor !Efter en lille times kørsel i turisttempo uden for konkurrence, blev
kørerne samlet op på en kommunal lagerplads med masser af sne. Hundene blev igen pakket
i deres mobil home for at blive transporteret til starten for næste etape som begynder i Willow
søndag fra kl. 11,00. Herefter er det alvor for
mand og hunde.
For danske Morten gik turen endnu en gang omkring et par butikker for at supplere noget af
udstyret. Andet skulle tjekkes og forbedres, og så handler det i øvrigt om, at han og
hundene fortærer og sover optimalt.
Morten og Utah
|
