For sidste gang har medieteamet
forskudt sig for at være foran begivenhederne, og det er altså spændende med disse små
fly. Piloten på denne jumbojet med plads til 9 passagerer spurgte pludseligt over
skulderen, om der var nogle af de tilstedeværende, der ønskede at komme af.
Måske kunne han se land, men passagererne havde med en position et sted over
Beringshavet, kun udsigt til isflager, som det eneste, der kunne give fodfæste, hvis man
stod af. Det var sikkert derfor, der ikke var nogen, der meldte sig. Til gengæld landede
piloten alligevel kort derefter på et sted, hvor der sikkert bor flere isbjørne
end mennesker. På den meget lille flyveplads stod der et fly magen til det, som
havde bragt selskabet dertil. Det snuppede vi i stedet, lettede og landede igen et par
gange, før vi tydeligvis var i Nome.
Denne lidt forunderlige adfærd er vanskelig at tolke, men der har helt sikkert
været en fornuftig hensigt, som blot ikke stemmer med den oprindelige information om, at
det var et direkte fly til Nome. Selv om solen gjorde, hvad den kunne, var det ikke muligt
at skjule, at her er koldt. En af de lokale ville mene, at kulden kom fra Rusland,
som ligger et par stenkast ude i havet. Det kan russerne ikke være bekendt (hvis det
virkelig er deres skyld), for der er mange ting, der bliver besværlige med så lave
temperaturer.
De mennesker, der bor her, er ikke pivede.
I det klare solskin var det en fornøjelse at
gå på sightseeing. Det er træbygningerne, der præger den oprindelige byggestil, som
ikke er så ydmyg, som det der tidligere har været set på turen. Det hænger heltsikkert
sammen med, at denne by blev til, fordi der på dette sted i begyndelsen af det forrige
århundrede var penge nok. Da oplevede man den helt store guldfeber her, og der bliver
stadig gravet efter guld. |
Under indflyvningen til Nome, var piloten så
venlig at flyve langs sporet, som spandene kommer i, og der var mange på vej mod målet.
Fredag aften forventes halvdelen at have passeret målstregen, og de sidste betids nok til
at kunne nå afslutningsbanketten søndag eftermiddag. Det ser ud til at danskeren
klarer at holde det tempo, der bringer ham i mål sent lørdag. Sidste melding
er, at han er ude af tjekpunktet Elim.
Når han kommer frem, vil han opleve,
at der hersker en dejlig afslappet stemning blandt de ankomne mushere og deres supportere.
Nogle har ventet længe og lugter ikke mere af hund, medens de sidst ankomne er i det
længe ventede forvandlingsbad. Når der er et nyt spand i anmarch annonceres det med sirener og i højttalere på hovedgaden, så alle
kan nå at komme ud at se den næste, der passerer stregen. Der
snakkes om fælles oplevelser fra turen, grines og jokes i den bedste stemning og de
lokale barer har måske lige så god omsætning, som i de første guldtider.
Der er en stor loyalitet over for de teams, der kommer sidst ind. De har
været igennem de samme strabadser, som de første, og har ikke været båret oppe af den
rus, som kan følge af at være i en vinderposition.
Der
ventes på næste dogteam Nome |
