Så
er det alvor
Genstarten
i Willow gik som den skulle. Det var en gentagelse af gårsdagens oplevelse,
men med en langt større underliggende alvor for alle handlinger og adfærd.
På overfladen var der dog ikke meget at bemærke. Det var et medieshow på bedste
amerikanske vis. De kendte kørere poserede selvsikkert foran medierne og sikrede sig
derved en god forhandlingsposition over for sponsorerne for den næste sæson. Det er som
det skal være – tænk blot på, hvor hurtigt en skiløber kan hoppe af sine ski
efter at have passeret målstregen for reflektorisk at stikke skiens navn direkte op i det
første og bedste kamera, der kommer forbi. The show must go on. (det er et værre gedemarked)
Det var så den lidt tungnemme nordvestjysk vurdering, men der var bestemt også
godt og solidt håndværk at glædes over. Alle vidste præcis, hvad de havde med at
gøre. Officials, kontrollører, dyrlæger og
en masse frivillige hjælpere var på pletten, så alt klappede, som det skulle. Hundene
blev passet, plejet og kontrolleret for at de skulle kunne præstere deres ypperste. Der
er heller ingen tvivl om, at de var klar over, at nu var det alvor.
Er der måske nogen af læserne, der lige ved, hvordan man tager dopingprøve på en
hanhund - - - ? Jo man binder en specielt
fremstillet plasticpose under maven på hunden. Når den så tror, at den strinter på et
truckerhjul eller et bukseben, bliver den narret. Da samles al ammunitionen op til glæde
for dyrlægen, som straks fordyber sig i det indsamlede.
Morten planlægger 1. etape. |
Alle hunde skulle i dag
med foran slæden, så det betød en forøgelse af trækkraften på 60% (vist nok –
10 i går og 16 i dag). Det betyder at der nu er ca. 25 m hund på snor foran
hver slæde. Det er meget at skulle holde styr på.
Hvis ikke køreren har tillid til og kontrol over deres lederhunde, går det helt galt
første gang, der passerer en snehare eller noget andet spændende i sporet. Der var
hundeglam- og hylen , så det helt sikkert har måttet kunne høres helt til Nome. Det er
sikkert også deres eneste chance for at høre disse fantastiske trækdyr, for når de
komme frem, er hylet sikkert gået af dem. Da har de mere lyst til en rigtig god lur.
Når et sådant hundespand gøres klar til afgang, er det vigtigt, at der sker en meget
solid forankring af slæden, f.eks. i en af de store 4x4 truckere, som Alaska er helt
oversvømmet af. Derefter placeres hundene to og to ved siden af hinanden, lederhundene
forrest. Efterhånden som hundene bliver koblet på, øges trækket i slæden, og det er
her det bliver afsløret om truckeren er blevet ordentlig bremset. Når så der bliver
givet signal til at køreren må køre frem mod startstregen er der brug for at holde
tungen lige i munden. Der er da placeret en person ved hver hund, for at sikre, at de ikke
vælger at passere stregen før der bliver sagt ”gooooo”!!!
Alligevel var der nogle få gange underholdning for tilskuerne. En enkelt gang blev en
styrtet hundebremser løbet over af 5 par hunde før ekvipagen blev bragt til standsning.
Fjederen er helt spændt, hos disse løbegale hunde.
På et spørgsmål fra en af tilskuerne om, hvordan det var at køre med en så vild
trækkraft, måtte Morten forklare, at det kunne han ikke vide. Han har
nemlig aldrig før kørt med 16 hunde alene.
(det gør på en måde det hele en smule mere spændende).
Sagen er nemlig den, at der i år har været så lidt sne at træne i, så det hjemme har
været uforsvarligt at træne med så mange. I stedet har det været nødvendigt at køre
derhen, hvor sneen var. P.g.a. af den ulejlighed har det naturligvis været rationelt at
tage mange hunde med. Spandenes størrelse har da ofte været på 20 hunde. Til gengæld
har der så tit været 2 kørere på slæden. Så det er rigtigt – Danskeren har
aldrig alene kørt et så stort spand.
|
