| Nu hvor jeg er hjemme igen og
har fået lidt mere ro over tingene, er der tid til at få sagt tak til alle, som har
sponseret og på anden måde vist interesse for min deltagelse i IDITAROD 2001. Løbet
er, som de fleste er bekendt med, vel overstået, og alt er tilbage ved det gamle, hvilket
føles lidt mærkeligt. Mere end et år har jeg og resten af "Team Dogteam.dk"
forberedt min deltagelse i The Last Great Race on Earth, og så pludselig den 17. marts,
efter at have været på vej til Nome i næsten to uger, var det hele forbi.
Lørdag den 17. marts kl. 23.01.08 Alaska tid, krydsede de 11 hunde , som klarede turen
og jeg målstregen i Nome. Dette var 13 døgn, 12 timer, 1 minut og 8 sekunder efter at
startstregen i Willow blev krydset.
Sengetiden den aften, blev for mit vedkommende kl. 02.30, efter at have lagt hundene
til ro og ringet til mor. Søndag morgen blev jeg vækket kl. 09.00 med den besked, at
hundene og slæden skulle på et fly kl. 09.30. Det var nok her , det hele virkede mest
uvirkeligt. Jeg mener, at bruge to uger på at løbe 1850 km. for at komme til "det
store mål" i Nome og så direkte på et fly for at komme hjem til deres eget hus i
hundegården. Samme aften sad jeg selv på det samme fly og var på vej hjem for at muge
ud i hundegården.
Når jeg her bagefter reflekterer lidt over løbet, kommer der et par episoder frem ,
som må nævnes.
- Det sted i løjpen, som man høre r mest om på forhånd, og som man ser flest
afskrækkende videoklip fra, er et sted mellem Finger Lake og Rainy Pass , som kaldes
"The Steps" eller "Happy River". Herfra er det man ser mushere og
slæder få overbalance og rulle ned af en stejl skrænt med træer og buske. Dette sted
havde jeg selvfølgelig set frem til, og rigtig nok stod der pludselig en fotograf med et
TV kamera, og lidt længere nede i løjpen stod en anden mand og spurgte, hvordan det gik.
Der må jeg indrømme, at en lille snært af skuffelse meldte sig, var det virkelig alt?
Det var det, men p.a. enorme snemængder (3 – 5 m) på denne strækning, var der
ingen farer.
Efter Rainy Pass checkpoint kom vi til gengæld ud i anderledes forhold. Det første
stræk til Rohn passerer sporet over et pas i Alaska Range og går ned i en kløft ved
navnet Dalzell Gorge. Opmærksomheden og koncentrationen må være 100% på top her, da
løjpen er fuld af 90° sving (mange rundt om træer), små isbroer over den flod vi
krydsede 117 gange, for at finde den eneste mulige vej ned gennem kløften.
Noget af vejen havde vi sne.
|
Fra få km. før Rohn, var det
som om vi havde brugt al den sne op, som vi kunne tildeles på dette løb. De næste 150
km. var det som at køre på en frosset efterårs-skovsti, med stubbe, jordknolde, huller,
sten og ikke mindst støv. Floder, som skulle krydses, var ikke med gode snedækkede spor.
Der var til gengæld åben løbende koldt vand, og det var ikke mine unge lederes livret
(heller ikke min, men det kunne jeg ikke fortælle hundene). En af floderne tog os ca. en
halv time at krydse.
Søerne var frosset, men overfladen var blank og af en beskaffenhed så enhver
skøjtehal-bestyrer ville være misundelig. Dette var heller ikke noget særligt for de
unge vovser. Der gik i det hele taget en kombination af "Bambi" og
"Kluddermor" i det hele. Når 15 hunde og en musher skøjter rundt på den
måde, bliver der brugt unødig energi og bekymringer.Støvet fra den lange
"skovsti" gik i lungerne på hundene, så forkølelsen tiltog i denne periode. I
det hele taget gik al den ekstra modgang på denne strækning ud over psyken hos mit unge
spand. Dette fik mig til at frygte det værste, nemlig at jeg pludselig ville stå uden en
eneste hund, som ville lede spandet. Men uanset hvor langt, jeg frygtede, vi var ude i
tovene, så var der trods alt altid mindst en enkelt, som ville tage ansvar.
Alligevel valgte jeg at hvile lidt oftere og længere, for ikke at overskride hundenes
grænse.
Mit største mål var jo at gennemføre med det størst mulige sunde hundespand.
At køre i fuld fart op fra havisen og op til politieskorte, de sidste få hundrede
meter ind ad "Frontstreet" til mållinjen i Nome, med 11 sunde og glade hunde,
er det bedste jeg kan forestille mig. Når hundene så efter turens længste løbetur på
123 km står og logrer og gø'er, som om de var klar til at begynde forfra, føler man sig
helt på toppen. Da føler man, at den opgaven er udført, at give disse unge vidunderlige
skabninger, en god start på deres karriere som verdensklasse- slædehunde. Herlig
følelse.
Mush Mush vov vov tak tak
Morten
Sådan ser jeg ud efter 1850 km på slæden. |
