En eller anden ville måske som en
undskyldning for danskerens hunde mene, at det var denne specielle underholdning, de fik
på det sidste stykke frem til tjekpunktet, der gjorde dem ukoncentrerede.
Det vil Musheren imidlertid hårdnakket benægte. Han har i løbet af de sidste flere
hundrede mil haft problemer med at motivere dem. Årsagern har været
forskellige. En tidligere omtalt diarre hos mange af hundene har reduceret deres fysiske
formåen. Manglende ædelyst med behov for håndfodring af flere af dem, har også været
et problem. Efterhånden er diarreen standset. Veterinærerne på
tjekpunkterne finder ikke fejl hos hundene, som får dem til at anbefale
at sætte nogen ud, og de mener samstemmende at den lavere fysiske standard mest er
følger efter spise- og fordøjelsesproblemer.
Til gengæld er musheren ikke i tvivl om, at
der også er forhold, der kan henføres til manglende psykisk råstyrke hos disse unge
hunde. Der er heller ikke nogen stærk leder imellem dem, som ellers
ville kunne have holdt moralen oppe som en god sergent for et hold rekrutter. Morten har
måttet forsøge sig med flere forskellige kombinationer på lederhundepladsen, men intet
har været tilfredsstillende. Selv Texas, som er anset for at være det
bedste emne til rollen, har også været demoraliseret. Han har
efterhånden fået unoder og har prøvet grænserne af.
Dette er et kendt fænomen, som kan dukke op i
selv mere rutinerede spand. Således er kendte kørere tidligere udgået af løb, hvor de
ellers har begået sig godt, fordi deres hunde har gennemført en ”sit down
strejke”. Hvor balancen er mellem det, der går godt og får hundene til at
bibeholde deres lyst til at løbe, og det, der får dem til at stå af, er hårdfin. Man
kan ikke tvinge en hund til at have lyst. Lysten
opretholdes via hyggeligt samvær og social omgang mellem kører og
hunden. De skal tale sammen, og ikke sjældent oplever man, at en kører sidder
og gennemfører intelligente samtaler med sin lederhund.
Der kan imidlertid også være brug for, at
køreren bruger mere brøsige metoder i sin skoling af hundene for at minde om, hvem af
dem, der egentlig har kommandoen. Derfor sænkes tonelejet, og der
vælges ord, som hunden ikke er i tvivl om betydningen af. En anden metode kan være at
benytte metoder, som hundens egen mor benyttede, da hun havde sit afkom i hundeskole. Her
benyttes et hurtigt og velrettet bid i øret på den uartige, hvilket som
oftest virker fremmende på den unges adfærd. Denne metode så danskeren sig på
et tidspunkt nødsaget til at anvende over for Texas. Hvordan
det smager at bide i et uvasket hundeøre, kan man evt. selv spørge ham om, men det
virkede. Texas blev igen den artige dreng, uden svinkeærinder og udflugter og
tissepauser. Den slags småt eller stort skal hundene kunne klare medens
de løber, for man kommer jo ikke fremad, medens man holder pauser ( prøv blot en gang at
holde øje med, hvor god f.eks. labradoren derhjemme
er til at administrere sit vand og tænk på hvor mange små sjattepauser,
det kan blive til i løbet af 1900 km – med 16 hunde).
Texas
har vagten
|
Ankomst til Beringshavet og af sted igen
Danskeren ankom onsdag aften kl. 19,30
i skumringen, til Unalakleet. Selv om han havde haft en større pause på halvdistancen,
måtte han for at tilgodese hundene planlægge en længere pause igen. I læ af dækkener
og halm for den stride vind krøb hundene sammen og faldt hurtigt i søvn. For musheren
var det tiden at inspicere den slæde, som tilhørte Goose Lake Kennel. Kunne den bruges
eller ikke? Det kunne den med lidt forbedringer og udskiftning af slidbelægningerne under
mederne. Den ville da blive bedre, end den
gamle.
Processen varede ca. 2 timer før det blev kørerens tur til at tænke på sig
selv. Lidt mad og et par timer på øjet var programmet, før hundene igen skulle fodres,
seles op og have booties (hundesko) på.
Kl. 05,30. gik det igen videre mod Nome
219 mil længere fremme. Der forventer Danskeren at være fremme sent på eftermiddagen
lørdag. Med dette program er der stadig plads til et større pauseprogram end de fleste
kørere planlægger. Måler for danskeren er som det har været aftalen fra begyndelsen at
nå velbeholdent frem til Nome med den bedst mulige oplevelse for flest mulige hunde og
sig selv. Hvis det lader sig gøre med 12 så unge og uerfarne hunde, er det en flot
præstation.
Om hunden Morten får lov at fortsætte til Nome, vil
afhænge af, hvor upopulær han når at gøre sig undervejs. Han var nemlig meget
tæt på at blive fri for den oplevelse, da han
i ventetiden efter at have fået sin sele og booties på nåede at bide selen over
to gange (og det var den sidste sele – dumme hund! – måske
skulle danskeren overveje endnu et ørebid). Reparation af en
overbidt sele betyder en forsinkelse på 20 min i afgang incl. den tid, det tager at give
de hunde sokker på igen, som når at bide dem af i ventetiden.
Danskeren
ankommer til Unalakleet
Nye
belægninger sættes på slæden |
