Sidehund

  DOGTEAM.dk    Denmark.wmf (904 bytes)

iditarodspejl.GIF (3482 bytes)

Redaktøren på Thisted Posten Leif Damsgård Jensen

 

Jeff King blev nr. 3 ved Iditarod 2000
Det er Jeff's hunde, Morten Fonseca arbejder med

Morten har talent for slædehunde

Morten Fonseca, Stagstrup, en rask ung gut midt i 20'erne, befinder sig for tiden i Alaska, hvor han arbejder med slædehunde. Læserne husker måske vores artikel for godt et år siden om, hvordan knægten fra Stagstrup fejrede jul i den nordnorske ødemark mutters alene - kun omgivet af slædehunde.

Efter sit ophold på Øytun Folkehøjskole i Alta, hvor Morten var elev i Harald Tunheims hundekørings-klasse, kom han til Alaska, hvor han går til hånde med pasning af 80 slædehunde i Goose Lake Kennel i Denali Parken. Chefen er ingen ringere end Jeff King, som har vundet Iditarod-løbet hele tre gange!

Det er verdens længste hundeløb - 1049 miles (1866 km) gennem Alaskas øde vildmark med start i Anchorage og mål i guldgraverbyen Nome ved Beringsstrædet - til minde om en medicintransport i 1925, der reddede Nome-borgerne fra total udryddelse.

Mortens første
hundeløb i Alaska

Morten har siden efteråret arbejdet med træning og pasning af Jeff King's hunde. Det skete først med 4-hjulede motorcykler med 10-20 hunde foran rundt på skovstierne, indtil sneen faldt og man kunne bruge hundeslæderne. Han arbejder sammen med Helge Rasmussen (også fra Øytun) og Shawn Sidelinger.

Morten nyder de daglige ture med hundene og Jeff - og han oplever desuden det meget rige dyreliv med elge, rensdyr, ulve, egern o.s.v.
I efteråret tilbød Jeff, at to af hans tre unge medhjælpere kunne få lov til at køre et hundespand i Hahn 200 løbet. De måtte selv finde ud af hvem - og det klarede de ved at hugge om det (papir, saks, sten) - og Morten kom med.

I løbet, som var på 100 miles (166 km) stillede Goose Lake kennel med 3 spand: et med unghunde, et 'førstehold' og så et spand med de bedste hunde af dem, der var tilbage ... - Det var dette sidste hold, Morten skulle køre - med start nummer 1. I alt deltog 20 spand.

Kort efter starten kørte han lidt fejl, men kom snart på sporet igen og tabte kun 2-4 minutter. Ikke længe efter blev Morten overhalet af det første spand og forventede snart at blive overhalet af flere.  Morten ville spare på hundenes kræfter. Derfor brugte han bremsen for at sagtne farten.
Samtidig med Mortens løb blev der afviklet et 200 miles løb. Kørerne gerfra var startet mellem 1/2 og 1 1/2 time før Morten - men nu begyndte han at overhale disse kørere!

Omtrent halvvejs i løbet var der et punkt, hvor man kunne sætte hunde ud, hvis det var nødvendigt. Der skulle Helge og en anden kammerat være klar med en cola og andet godt, men da de havde spist en god middag, kom Morten susende forbi og vinkede til dem i stedet for at holde ind!

Morten og Jeff
side om side

Snart begyndte det at blive mørkt, og Mortens hovedlygte svigtede, men han havde en reserve forrest i slæden. Det var jo et løb, så han kunne jo ikke bare stoppe og tabe tid for sådan en bagatel. Han  ventede til han kom til et sted med et godt og lige spor - og så kravlede han ellers op over over håndtagsbøjlen og frem forrest i slæden, tog lygten og begyndte turen tilbage på mederne!

På et tidspunkt skulle Morten og hundene krydse en åben bæk og alle hundesokkerne blev våde. Han ville ikke resikere at hundene fik skader af isede sokker, så han stoppede og rev sokkerne af hundene så hurtigt han kunne.

Da han var næsten færdig til at køre igen, kom Jeff bagfra og råbte, at der bare var en mile til mål. Hundene ville ikke have taget skade af at løbe selv 5 miles med våde sokker, men Morten havde ingen fornemmelse af, hvor tæt han i virkeligheden var på mål! Han løsnede ankeret, hvorefter Jeff og Morten kørte i mål side om side.

Han, der tidligt havde overhalet Morten (start nr. 2), var startet 2 minutter senere, men han var senere blevet indhentet og nåede først i mål 4 minutter efter Morten. Og så gik der mere end en halv time, før de næste kom i mål.
Så det korte af det lange er altså, at Morten blev en flot nr. 2 i sit allerførste hundeløb i Alaska - kun slået af verdens mest vindende hundekører Jeff King!

Ud af de 20, der startede, var der mindst 5 tidligere Iditarod-mushere!
Mens Jeff og Morten gik og ventede på Shawn og de andre, blev Morten interviewet af en af aviserne i Fairbanks.

Morten vandt
KNIK 200

Nytårsdag skulle Morten være handler for Jeff i et løb kaldet »KNIK 200« (The first dog race in the new milennium). Lørdag morgen fik Jeff imidlertid et telefonopkald hjemme fra, at alt vandet i huset var frosset, så han måtte køre hjem igen. Men han havde jo både betalt startgebyr og udlagt mad-depoter, så det store spørgsmålet var nu:
- Vil du køre i stedet for mig, Morten?
- ...OK!!!!


Det var hans første 200 kvalifikationsmiles til Iditarod. Nu mangler han bare at deltage i et 300 miles løb (eller længere) - og han vil være kvalificeret til at køre Iditarod 2001!

Så 2 timer senere var Morten ude i sporet. Han startede 3.-sidst, men da han var 12 miles før Yetna, var der ikke flere spand at passere!

Han stod på scooter måtten det meste af vejen, for at reducere farten til trav, men alligevel kom han ind til Skwetna ca. 25 minutter før nr. 2. Der havde deltagerne 6 timers obligatorisk hvil, så p.g.a. tids udligning kunne Morten tage afsted igen mere end 40 minutter før nr. 2 og over en time før nr. 3.

Det var koldt ned ad Yetna river (mellem -40 og -55 graders frost!). Da han kom til Yetna road house, havde han en hund, som gik fra trav til galop og endte med at trække så meget, at den fik en masse gul is på bagbenene og rundt om penis. Så Morten tog den op på slæden i den tro, at den var forfrosset ...
Senere undersøgelser viste, at hunden ikke fejlede noget, men den fik altså 80 km i slæden!
På andendagen gik det så trægt på grund af 'sandpapirssne', at Morten de sidste 20 miles igen og igen forventede at blive overhalet.
Men da han kom i mål kl. 11.07, gik der mere end 1 time og 40 minutter, før den næste kom i mål - og ved festbanketten kl. 20, var kun 7 af de 18 deltagende spand nået frem!
For sin førsteplads modtog Morten en stor og flot pokal samt 1800 US-dollars (ca. 13.000 kr.). Pengene skal bruges til at dække Mortens kommende udgifter til Iditarod 2001. Han bliver således den første danske deltager i Iditarod! dims