Efter
13 dage 12 timer 1 minut og 18 sekunder på tur igennem Alaska´s flotte, men
også barske natur kom danskeren i mål med 11 ud af de oprindelige 16 hunde.
Han blev nummer 46 af de oprindelig 68 startende. Han havde fra en startposition
som tredje sidste avanceret 21 pladser. Det er under de givne omstændigheder en
flot præstation.
Dermed har han løst den opgave, han for mere end et år siden påtog sig, da han sagde
ja-tak til tilbuddet om at køre Jeff King´s unghundespand i dette års Iditarod. Det var
en opgave, der skulle løses for at opdrage de unge huskyer til det, der skal blive deres
livsopgave, at blive medlemmer af et af verdens bedste slædehundespand. De har via deres
gener potentiale til noget stort, men de mangler, opdragelse, rutine og træning til at
klare de store strabadser, som det samtidig indebærer. Det får de kun ved at prøve og
prøve og prøve igen.
Dette års Iditarod var en prøvelse for
hundene. Der har selv for de erfarne været tale om en barsk tur.
Det har især været sporets vanskelige beskaffenhed, hvor manglende sne i perioder har
betydet, at der har måttet sejtrækkes- og skubbes meter for meter af hunde og musher,
for overhovedet at få slæden frem over klippestykker og træstubbe.
For køreren er det, for første gang at stille op til store og ukendte strabadser, også
en psykisk belastning. Selv om der hjemmefra kan lægges planer og strategier, er det
først når virkeligheden melder sig, at færdigheder og intuition skal stå sin prøve.
Det må siges, at det netop blev sandheden for den første dansker i dette verdens
længste og hårdeste slædehundelæb.
Officiel velkomst til Nome |
Hundene
var i besiddelse af ungdommens fysiske styrke, men ikke af den tilsvarende erfaring for
den psykiske belastning, som dette lange løb betyder. Prøv selv at regne ud,
hvor langt man kan komme ud over Danmark´s grænser, hvis man bevæger sig 1900 km. De
unge hundes reaktioner blev netop den store udfordring for den danske Morten. De var
hurtige nok i sporet, men de var ukoncentrerede og havde behov for meget hvile. Det viste
sig hurtigt efter start, og da er det, at de store beslutninger skal tages for teamets
videre skæbne. Med en psykologisk og pædagogisk indsats for at indgive disse teenagere
den størst mulige motivation lykkedes det et stykke ad vejen, men det var ikke nok. På
et tidspunkt, hvor det hele balancerede på grænsen af et disciplinært problem, hvor
lederhundene så stort på deres opgaver, måtte der mere barske metoder til. Det var her
danskeren fik hundemanerer og bed Texas i øret. Forsøget lykkedes, og stemningen på
holdet ændrede sig i en mere positiv retning.
For overhovedet at gennemføre løbet var det nødvendigt for
musheren at lade hundene få en del længere hviletid på tjekpunkterne, og der var ikke
mulighed for at snyde dem for noget hvil. De havde næse for, hvor der overhovedet kunne
være en mulighed. Taktikken viste sig at bære frugt, og mod slutningen af løbet blev
spandet hurtigere og hurtigere.
Lysten til det lange seje stræk blev større, og det endte med at dette unge
spand fra Goose Lake Kennel klart blev noteret for den hurtigste tid for de ca. 120 km
fra sidste tjekpunkt, White Mountain og til Nome. Der er stor
anerkendelse til danskeren for hans håndtering af de muligheder, han havde med disse unge
hunde. |
