Der er
ikke andet at gøre ved det - end at blive ved. Det kan for mushere og hunde se håbløst
ud, på denne endeløse hvide landevej med en bidende kulde lige ind i snuden. Den
kraftige modvind får det hele til at føles som om temperaturen er væsentlig lavere end
de aktuelle 18 grader F, hvilket svarer til ca. - 9 grader C (det er meget tåleligt efter
Alaska-forhold).
Det er vanskeligt at forestille sig, at det kan lade sig gøre at
falde i søvn under sådanne forhold, men det sker jævnligt, og hvis man falder i søvn
her, sker det bogstave- ligt. Så falder man ganske enkelt af slæden. Det kan være
skæbnesvangert, for hvis lederhunden ikke når at reagere, har Musheren ingen chancer.
Han kan ikke løbe spandet ind.
En sådan episode kunne danskerens første læremester Harald Tunheim
berette om, da han under lignende omstændigheder efter mange timers søvnløshed faldt i
søvn. Han vågnede, da han ramte sneen, men da var slæden allerede uden for rækkevidde.
Reflektorisk råbte han drejeordre til lederhunden Marsi (i øvrigt moder til
Morten’s husky derhjemme på hovedkvarteret). Marsi er en klog og lydig hund, som
godt ved, at “Gee” betyder, at hun skal dreje til højre. Det gjorde hun, og da
Harald fortsat råbte Marsi Gee, Gee Marsi, fortsatte hele dogteamet i en 360 graders
højredrejning indtil Marsi passerede nøjagtig forbi det sted, hvor musheren stod. Hun
har sikkert tænkt, at det dog var underligt, hvorfor Harald Tunheim pludselig stod alene
derude i sporet, men hun fortsatte, og slæden blev igen bemandet med en styrmand. Efter
sigende er der ikke problemer med at holde sig vågen de første par mil efter en sådan
oplevelse.
Lad os håbe, at danskeren forbliver på slæden, og kommer velbeholden frem til Kaltag,
hvor sporet slår en næsten 180 graders drejning til venstre, som for danskerens
lederhund Texas kommer til at lyde “Haw Texas Haw”.
Lederhunden Texas
|
Danskeren
havde et uforudset langt ophold på tjekpunktet Grayling, idet flere af hans hunde havde
fået en slem diarre.
Han måtte derfor lade dem hvile og sikre sig, at de spiste et godt
måltid, inden han igen kunne fortsætte.
Det lykkedes og næste
tjekpunkt Eagle Island 1171 km ude i sporet nåedes kl. ca. 07,00 tirsdag morgen dansk
tid. Opdateringen på resultatlisten for Morten er tilsyneladende helt ude af trit.
Først på en opdatering tirsdag kl. 18 Alaska-tid, står der, at Morten forlod Eagle
Island kl. 05. Den hjemlige teammedarbejder vælger derfor at tro, at han i virkeligheden
nu er på vej til Unalaklett.
Alt imens Morten har sine strabadser med hunde, sygdom i spandet,
søvnløshed og meget andet, har den tilbageværende
ældste i dogteamet - Wagner
sin døje med at komme rundt i Alaska. Han havde en aftale med en pilot fra McGrath, som
skulle flyve nogle passagerer til Unalakleet søndag. Piloten ville foretage en
mellemlanding i Takotna, hvor Wagner efterhånden var den eneste tilbage, der havde med
Iditarod at gøre. Turen blev aflyst på grund af snevejr.
Hvor de øvrige passagerer blev af melder historien intet om, men mandag
skulle piloten åbenbart ikke foretage denne flyvning.
Wagner valgte i stedet at lade sig flyve tilbage til McGrath mandag
eftermiddag, han sov derefter på tjekpunktet, og forsøger nu at komme tilbage til
Anchorage. Om det så lykkes at komme derfra direkte til Unalakleet vil vise sig. Under
alle omstændigheder vil det vare nogen tid, inden Morten og hundene har tilbagelagt de
ca. 260 km fra Eagle Island til Unalakleet.
Det er svært at holde tungen lige i munden
|
