Søndag eftermiddag forlod danskeren
Anvik kl. 15,55 og påbegyndte dermed en ny etape af løbet. Her er der ikke længere tale
om op- og nedture i terrænet.
Hvor det kan lade sig gøre er sporet lagt på floden Yukon. Det blive som at køre
på en motorvej, bred og jævn. Sammenligningen er også relevant hvad “motor”
angår. Der findes vældig mange snescootere (snowmachines)her i Alaska. De kræver ikke
kørekort, og benyttes af alle aldre. En 8-årig er af danske øjne (på meget, meget
foruroligende nært hold) set køre om kap med lidt ældre børn på forældre-maskiner.
Det kan virke en smule halsbrækkende, når det betænkes, at køretøjerne kan bevæge
sig med mere end 100 km/timen, og at der jo alligevel er en del ujævnheder i sneen.
Også snescootere med fotografer og filmfolk har været til gene. Nogle kørere har
været generet af mediefolk som har krydset, overhalet og ladet sig overhale ved sporet
for at få “årets optagelse’. Det er jo næsten værre end lidt barneræs på
Yukon.
Det første stykke på Yukon er normalt ikke
det værste. Indtil tjekpunktet Grayling meldes der ikke om så meget vind, som der oftest
er længere fremme. Strækningen går i nord nordøstlig retning, og det er netop fra
dette hjørne vinden kommer og med stor hastighed kan feje hen over den frosne flod.
Morten ankom til Grayling søndag aften
kl.19,10. Han havde været i følgeskab med 3 – 4 andre dogteams, og alle påbegyndte
de et hvil på dette tjekpunkt. Endnu havde danskeren ikke afviklet sit obligatoriske 8
timers hvil, hvilket han har planlagt at gøre på dette tjekpunkt. Det betyder, at hvis
alt går efter planen, kan han opnå det, som for alle spand er ønskværdigt at køre ud
af eller ind i mørket. Erfaringen viser, at det er mindre motiverende for kører og hunde
at påbegynde kørslen midt i mørket.
Italiensk
filmhold på snescooter ud i sporet
|
Danskeren ankom med 12 hunde. Den fjerde, der
således er sat af holdet fik lov at flyve tilbage til Anchorage fra tjekpunktet Shageluk
(den har sikkert gnedet sig i poterne og hygget sig i sin lille transportkasse). Alle
droppede hunde bliver fløjet tilbage til Anchorage, hvor de bliver overført til
fængslet i Eagel River (det er altså rigtigt nok). Her bliver de passet af fangerne (som
sikkert har rigelig tid – og de skal jo alligevel selv luftes med en gårdtur en gang
imellem), indtil de afhentes af en fra den aktuelle hundegård.
Hundene fra
Goose Lake Kennel, både 1.- og 2.-holdet, bliver samlet op af en god ven af
familien King. Han hedder Troy og er tilmed den selvopofrende vært for det danske team
under rejsen til og fra Iditarod.
Med sin placering mellem nr. 46 og 50, som har
været tilfældet for danskeren den sidste tid, ser det ud til, at han stille og roligt er
på vej mod målet. Det er ikke dårligt at være i følgeskab med andre teams, som er
niveausvarende. Selvfølgelig kan der ske meget endnu, men indtil videre er der grund til
optimisme. Om han når afslutningsbanketten er uklart og i øvrigt også ligegyldigt, når
blot han når Nome.
Der er i hvert tilfælde en, der ikke når
banketten. Den sidste kører Jason Halseth, som lørdag blev tilset af et scooterhold fra
Takotna, fortsatte alligevel for at gennemføre og for at give sig selv og hundene en tro
på, at dette her kan de klare igen og måske bedre næste gang. Når og hvis denne musher
kommer til Nome, vil han helt sikkert blive hædret for sin vilje til at gennemføre. Han
kommer i øvrigt fra South Dakota, men har i de sidste 4 år boet i Alaska for at gøre
sig klar til at gennemføre et “Iditarod”.
Fremme i front, er der vist ikke længere
nogen, der tør tro på, at de lokale helte vil kunne “beat” musheren fra
Montana (det indrømmer man endda på skrift). Doug Swingley har nu bragt sig i en
favorabel førerposition, som bliver vanskelig for de næste at ændre på. Om nr.2 bliver
Jeff King eller Linwood Fiedler, som begge har udgjort den største trussel for køreren i
førertrøjen, er det for vanskeligt at gisne om. |
