Min hundebaggrund

Min erfaring med slædehunde strækker sig ikke så langt tilbage i tid, men til gengæld har jeg haft kvalificeret og intensiv oplæring.

Mit første møde med hundekøring var, da jeg i julen 1994 rejste til Nord-Norge for at hjælpe min storebror Peter med  at passe nogle hunde, mens ejeren Harald Tunheim (Harald er en af Europas bedste hundekjørereog har bl.a. vundet Finnmarksløbet 3 gange) var på familiebesøg. Som tak for indsatsen i hundegården, kom jeg med på en træningstur på 60 km, hvor jeg var passager i Haralds slæde. Denne tur var fantastisk, og efter den var jeg overbevist om, at det ikke havde været mit sidste møde med polarhunde og deres arbejdsomhed.

Halvandet år efter denne tur, startede jeg som elev i Harald's hundekørings klasse "friluftsliv/hundekjøring" på Øytun folkehøgskole. Her fik jeg utallige gode oplevelser med friluftsliv, både med og uden hunde, men hundene giver dog altid en tur et ekstra løft. I Haralds klasse fik vi ikke bare oplevelserne, men også en masse teori om hunde-psykologi, hunde-pleje og hunde-træning.
Hundemæssigt kulminerede dette år med to højdepunkter. For det første var hele klassen aktiv med forskellige opgaver i forbindelse med Europas længste hundeløb "Finnmarksløpets" gennemførelse   (Finnmarksløpet er 1000 km, med start i Alta og en lang runde over Finnmarksvidda og tilbage til mål i Alta). Dette gav os elever god indsigt i,  hvad det vil sige at kæmpe sig igennem et sådant eventyr, og hvor meget hundene nyder at bruge deres instinkt for at trække og deres træning for at kunne gennemføre.
Det andet højdepunkt var, da hele klassen med hver sit hundespand drog afsted på en ugelang tur ind over fjeldet. Med 17 personer, 17 slæder og 101 hunde rejste vi afsted med 5 telte, og alt hvad vi ellers behøvede for at få en fantastisk tur.

Jeg var heldig at få tilbuddet om at blive på Øytun i et år til. Dette for at blive stipendiat i "foto/friluftsliv". I denne klasse blev min interesse for foto forstærket, men til min nye lærer Per Arne Askeland's store fortvivlelse, brugte jeg mere af min fritid i hundegården og i træningsløjperne med Harald, end jeg brugte i mørkekammeret. I julen dette år lånte jeg 8 hunde og en slæde og fejrede juledagene på fjeldet, langt fra andre folk. Dette var også en uforglemmelig oplevelse.

Den næste slædesæson bestemte Harald Tunheim sig for at prøve kræfter med "IDITAROD" (Iditarod er med sine 1800 km verdens længste hundeløb, med start i Anchorage og mål i Nome). I den forbindelse kunne jeg ikke bare sidde i Danmark og vide, at han manglede hjælp med forberedelserne. Økonomisk var jeg ikke så stærk, men min arbejdskraft kunne jeg tilbyde, så jeg pakkede endnu engang rygsækken og rejste nordover. I løbet af sæsonen lånte jeg hunde til at køre mit første reelle hundeløb (læs mere i "Tidligere løb").

Vinterhalvåret 1999 - 2000 rejste jeg og min gode højskoleven Helge Rasmussen over til Alaska for at opleve nye eventyr og for at lære mere om hundekøring, og hvad dertil hører. Vores læremester blev en fra verdenseliten, Jeff King (Jeff er med sine 3 sejre i IDITAROD og utallige andre løb, registreret som verdens mest vindende hundekører). Hos Jeff fik vi virkelig indsigt i,  hvad det vil sige at være fuldtids professionel idrætsudøver og dyretræner.