|
Nu er Morten på listen til Iditarod 2001
Nu er den første dansker opført på deltagerlisten til Iditarod 2001 - nemlig nr. 69 - ("Martin" - trykfejl) Morten Fonseca, Thisted. Som det ses, er der tilføjet ordet "rookie", hvilket betyder, at Morten er førstegangskører i Iditarod. Af de 69 tilmeldte på nuværende tidspunkt er der 27 "rookier". Hvert år bliver der blandt "rookierne" kåret en " Rookie of the year", hvilket medfører præmier til den, der blandt førstegangskørerne er hurtigst fremme. Derfor er det attraktivt også for de nye kørere at komme hurtigt frem. Morten fortæller, at der er stor forskel på "Rookiernes" erfaring. Nogle er uden nævneværdig erfaring, medens andre har kørt i årevis og har flere sejre i krævende løb. Hans egen ambition er blot at gennemføre, idet hans hunde reelt udgør et begynderspand. Træningen skrider planmæssigt fremad. Distancen bliver større og større og belastningen tilsvarende. Dagsruten er nu oppe på ca. 48 km., hvilket i løbet af et døgn giver omkring 100 km. Træningen foregår nemlig ofte som før beskrevet, at der een dag køres ud, overnattes og derefter straks køres hjemad, for at træne hundende i de korte og effektive rast. Der er stadig ikke sne nok til at køre med tunge slæder fra
hundegården. Derfor transporteres hunde og grej ca. 1 time nordpå, hvorefter der kan
trænes med slæde. Det foregår for eksempel på den måde, at en stor transportslæde,
kaldet en "gee-bole", som sædvanligt styres af køreren stående på mederne
bag slæden, medens en anden musher kører på ski foran slæden mellem den og hundene.
Her er der mulighed for via en styrerafte, som er bundet til siden af slæden, at være
med til at korrigere den tunge slæde. Denne "Musher" bliver også trukket af
hundene via line fra deres seler. Det kræver vist en god rutine og en del mod at indtage
den plads i optoget.
|