Sidehund

  DOGTEAM.dk    Denmark.wmf (904 bytes)

iditarodspejl.GIF (3482 bytes)

Kvalifikationsløb, rookiemøde og masser af træning

 

Kvalifikationsløb

Selv om Morten i sidste sæson skaffede sig en ikke uvæsentlig erfaring igennem megen træning og kvalifikationsløbet "Knik 200", mangler han endnu at deltage i et løb på 300 miles,  før han kan stille op til selve Iditarod-løbet. Derfor er han tilmeldt løbet "Copper Basin 300", hvor startskuddet lyder lørdag den13. januar 2001.

 

Rookie-møde

For alle, som ikke før har deltaget som kører i Iditarod, er der nu afholdt et rookie-møde. Det skete i weekenden 9.-10. december. Her blev de orienteret om regler og sikkerhedsbestemmelser for afvikling af løbet. Af de mere end 30 førstegangskørere var der såvel folk uden nogen særlig erfaring som folk med mange løb og store sejre bag sig. Det eneste de havde til fælles var, at de endnu ikke havde prøvet verdens længste hundeløb. I denne gruppe af rookies vil der blive kæmpet om æren af at blive den første over stregen. Sammen med den hæder, det er at blive udråbt som "Rookie of the year" følger der også en pengepræmie.
Selv om det kunne være spændende for en ung dansker at komme i betragtning her, er det dog mere end urealistisk. Morten vil hovedsageligt komme til at køre med unge hunde, som gennem dette lange løb skal trænes både fysisk og psykisk for senere at kunne indgå på førsteholdet i "Goose Lake Kennel". Selv om der endnu kan ske meget uforudseeligt, er der så småt ved at tegne sig et billede af,  hvilke hunde Jeff selv vil satse på til sit spand og hvilke, der således evt. vil være til rådighed for Morten´s. I den daglige træning afprøves hundene på forskellige pladser for at finde frem til den holdsammensætning, der vil passe bedst.

 

Masser af træning

Samtidig med at nedtællingen skrider hurtigt fremad mod den 3. marts 2001, stiger intensiviteten i hundegården. Det er ikke kun fornøjelser der bydes på i dagligdagen. Det er et hårdt og vedvarende slid at sikre hundene den optimale pasning og opmærksomhed, hvis de skal kunne indfri de eftertragtede resultater. Som træningsturene bliver længere og længere skal der tilmed bruges flere timer ude i terrænet. Den stadig manglende sne gør træningen yderligere besværlig. Der  kan stadig ikke trænes direkte fra hundegården, men altid skal der bruges tid og energi på at læsse hunde og udstyr  ind og ud af hundebilen for at komme frem til et egnet træningsområde. Det kan godt blive et "surt show" dag efter dag. Et fald fra en stige gjorde tilmed Jeff uarbejdsdygtig i en periode. Det betød endnu mere ansvar, arbejde og træning til Morten og de to handler-piger, som også er lærlinge hos "troldmanden" i Goose Lake.

Det havde jo været let, hvis alle hunde kunne trænes på samme tid. Den første betingelse for at køre med mange hunde er, at der er sne at køre i. Ellers er risikoen for stor for ikke at komme helskindet hjem. Når der trænes, hvor der ikke er sne nok til slæder, foregår den med hundende spændt foran en fire- eller sekshjulet motorcykel, som i sig selv er tung nok til at bremse og f.eks. i påkommende tilfælde kan hjælpe til, hvis der er for store stigninger i terrænet. I sådanne tilfælde kan der trænes med 16 - 18 hunde ad gangen.