Det
var en træt og rusten stemme der meldte sig på telefonen tirsdag formiddag
– dansk tid. Da var det nemlig tid for en træt musher at krybe i soveposen efter, at
han havde puttet alle hundene ind i hver deres kasse på ladet af hundebilen og ønsket
dem god nat. Det var da lidt over midnat Alaska-tid. Han var kørt over målstregen
kl.18,32 efter at have brugt i alt 55 timer og 30 min. på de 300 miles. Det var
en fuldt ud tilfredsstillende tid.
På de mange spørgsmål til den søvnige dansker kunne han fortælle,
at det havde været et vådt og varmt føre. Ind imellem havde sneen været dårlig at
køre på. De højeste temperaturer havde været på 5 + grader C, ind imellem havde der
også været overvand, som kunne genere visse steder i sporet. Det havde betydet, at
Morten jævnligt måtte af slæden for at lede hundene over. Der var nemlig ingen af hans
lederhunde, der havde været trygge ved at passere vand. En del andre kørere havde de
samme problemer, og der kunne derfor til tider være kødannelse ved vadestederne.
Da Jeff og Morten havde drøftet taktikken forud for dette løb, aftalte de, at det
ikke nødvendigvis var et spørgsmål om at komme hurtigt frem. For Morten var det mindst
lige så vigtigt at lære noget ved at placere sig et godt sted i den forreste halvdel af
feltet, hvor der er mange dygtige kørere. Med dette i tankerne tog Morten sig god tid
– bl.a. også til at hjælpe andre over de våde passager. Han var heller ikke
særlig påpasselig med at komme af sted fra tjekpunkterne så hurtigt, han havde
tilladelse til det.
Ved det næstsidste tjekpunkt, Wolverine, havde Morten en telefonsamtale med chefen
hjemme i Denali. Her drøftede de hundenes tilstand og blev enige om, at det ville |
være fuldt forsvarligt, om Morten øgede tempoet på det sidste stykke af ruten. Inden
han forlod tjekpunktet satte han endnu en hund af holdet. Det var en tæve, som var ved at
komme i løbetid. Af frygt for at denne tilstand ville interessere hanhunde i de spand,
som evt. kunne overhales, og dermed give dem lyst til at følge efter, blev tæven
efterladt til Aase´s videre omsorg. Det var nemlig hende, der var handler for danskeren
og fulgte med i hundebilen fra tjekpunkt til tjekpunkt.Forehavendet lykkedes. To spand
blev overhalet på de sidste 50 miles til mål med det resultat, at den danske musher
avancerede fra en plads som nr. 14 til plads nr. 12, og var dermed kvalificeret
til "The Last Great Race on Earth".
Et kig på deltagerlisten over Iditarod 2001, fortæller, at mange hunde og mushere fra
Copper Basin skal mødes igen om ca. 6 uger. Til den tid er der ikke kun 480 km. der skal
tilbagelægges, men 1846 km. Samtidig vil der også være flere poter til at sætte aftryk
i sneen – nemlig i alt 5248 stk.
Der er banket for kørerne i Copper Basin tirsdag aften – Alaska tid. Da skulle
alle kørere gerne have passeret målstregen og kunne være med ved festlighederne, hvor
også placeringspræmier vil blive uddelt til de første. Der er i alt 50.000 $ i
præmiepuljen. Hvor meget danskeren kan reducere løbsudgifterne med ad denne vej er ikke
helt klart.
Et er dog sikkert. Når banketten er overstået mangler der ca. 10 timer på
landevejen, før hundene kan få lov til at fortælle om deres oplevelser til kollegerne
hjemme i Goose Lake Kennel.
|
