Tidligere løb

Foreløbig har jeg bare 3 løb på samvittigheden.

Mit første reelle løb var i februar 1999. Det var et løb i Reisadalen i Nordnorge, over to dage med 50 km hver dag. Harald Tunheim lånte mig 8 unge og i løbssammenhæng uerfarne hunde, og jeg stillede op i 8-spandsklassen. Sporet var kuperet og med mange sving, så det var lidt udfordrende at køre. Jeg havde vældig god fart fra starten, så det varede ikke længe før jeg havde indhentet et andet spand. Med de uerfarne hunde jeg havde, kunne jeg godt overhale, men ikke trække fra modstanderen. Vi, min modstander og jeg, skiftedes til at tage føringen og prøvede på at trække fra den anden, men først  5 km før mål, kolliderede min modstander med et træ, og han mistede ca. et minut. Jeg lå til en 2. plads efter første dag, men med en snæver margin ned til de efterfølgende.
Anden dag var derfor ekstra spændende, men den begyndte ikke så godt. Efter ca. 2 km. mødte jeg tre af mine nærmeste konkurrenter, dette tegnede godt, men da jeg prøvede at komme forbi, var jeg uheldig, at en karabinkrog fra modstanderens linesæt greb fat og lavede et lille hul i en af mine hundes (Reisa) pels. Jeg var, som ny i løbssammenhæng,  usikker på situationen, så jeg valgte at læsse Reisa i slæden, og gav hende en frirejse for de næste 48 km. Dette gav både forsinkelser og en tungere slæde, så jeg hjalp hundene det bedste, jeg havde lært ved at løbe op ad bakkerne og sparke fart i slæden resten af vejen. Jeg klarede aldrig at indhente min nærmeste konkurrent igen, men jeg kom i mål 4 minutter efter. Da jeg efter første etape havde 3 minutters forspring og jeg startede 2 minutter efter ham den anden dag, beholdt jeg min 2. plads med 1 minut til nr. 3.

Mit andet løb

Jeg klarer nok ikke at beskrive løbet bedre, end jeg gjorde det i den første e-mail jeg sendte til mine forældre efter løbet. Så den er kopieret ind her:

Kaere familie!

Jeg lovet jer vist at fortælle lidt om löbet i weekenden og lidt om resultaterne.Löbet hedder noget med Henry Hahn eller noget sådan og der var to uafhengige löb. Et 100 miles og et 200 miles. Goose Lake kennel stilte med 3 span, et med unghunde og et top span og så det bedste af det som var igen og det var det span jeg skulle köre. Vi startet alle i 100 miles klassen.Fredag eftermiddag var der et körer möde, hvor der blev trukket start numre og gæt hvem som skulle starte med nummer > 1 < og som nummer 1. Jeps det var lillebror Morten, eller som de skrev i avisen "Marten Fansacca". Jeg var der ikke selv til at trække, men jeg fik den glædelige nyheden sent om aftnen.Det blev lördag morgen og vi skulle være klar til "mushers meting" kl. 8.00. Starten gik först kl. 11.30. Der var en maximum grænse på 14 hunde, men vi startet med: Start nr. 1 (Marten Fansacca) med 10 hunde, start nr. 11 (Jeff King) med 11 hunde og start nr. 16 (Shawn Sidelinger) med 12 hunder (der var 20 span i 100 miles klassen).Jeg kom meg afgårde og forventet at jeg skulle blive passeret af mindst 7-8 span. Jeg körte lidt fejl kort efter starten, men vidste at löypen måtte være til venstre for meg, så jeg forsögte at svinge lidt til venstre, når jeg havde muligheden. Det lykkedes og jeg fandt tilbage på sporet, med bare 2-4 minutters tidstab. Ikke længe efter kom det förste span og körte forbi meg. Jeg stod på bremsen for ikke at slide hundene ud for tidlig og han (nr. 2) sparkede seg forbi. Jeg var ganske tilfreds med hundene, men forventede alligevel at blive passeret af flere (husk, jeg brugte bremsen). 200 miles körerne startet ud mellem 1 1/2 og 1/2 time för meg, men jeg begyndte at köre forbi dem efter et par timer. Der var et punkt, efter ca. 50 miles (en mile er 1.6 km), hvor det var muligt at sætte hunde ud hvis nödvendig. Der skulle Helge og en til være klar med en cola og andet godt og være klar til at tage imod igensatte hunde. De havde været inde og spise en god middag og ville så gå ud i god tid for at vente på os. Jeg vinket til dem, idet de kom ud fra restauranten og de så veldig overrasket ud, jeg fortsatte ret forbi.Snart begyndte det at blive mörkt og min hovedlygte svigtet, men jeg havde en reserve forest i sleden. Det var jo et löb, så jeg kunne jo ikke bare stoppe og tabe tid for sådan en bagatel, så jeg ventede til jeg kom til et sted med et godt og lige spor, för jeg kravlet op over håndtagsböjlen og frem forest i sleden, tog lygten og begyndte min tur tilbage på mederne. På et tidspunkt måtte vi krydse en åben bæk og alle hundesokkerne blev våde. Jeg ville ikke risikere, at hundene fik skader af isede sokker, så jeg stoppede, rev af sokkerne så hurtigt,   jeg kunne. Da jeg var næsten færdig til at köre igen, kom Jeff bagfra og råbte, at der bare var en mil til mål (hundene havde ikke taget skade af at löbe 5 miles med våde sokker og der var bare 1 mil ind, men hvor skulle jeg vide det fra). Jeg lösnet ankeret og Jeff og jeg körte i mål side om side. Jeg glemte vist at fortælle at jeg havde passeret nr. 2 igen, så Jeff, og jeg var de förste fra 100 miles klassen i mål. Nr. 2 kom 4 min. senere (han startet 2 min efter meg, så jeg slog ham med 2 min) og så gik der over en halv time til de næste kom.Det jeg pröver at sige er: Jeg blev nr. 2 i mit förste hundelöb i Alaska, kun slået af verdens mest vindende hundekörer Jeff King med 20 min.Ud af de 20 som startet i klassen var der ikke mindre end 5 (måske mere) IDITAROD - mushere. Mens vi gik og ventet på Shawn skulle komme med unghundene kom en af journalisterne fra en af aviserne i Fairbanks og interwievede (hvordan staver man det?) meg, sådan er det her!!Det var bare trist at der ikke var nogen store premier.I spurgte hvad jeg skulle i julen? Jeg aner det ikke endnu, men jul bliver det nok uanset.Tak for opskrifterne.Masipan bliver det nok ikke, jeg fandt bare en lille pakke i butikken, som kostet mere end jeg ville offre. Grödris var ikke muligt at opspore, kan jeg bare bruge almindelig ris?Nå vi skrives og snakkes snart?Glædelig jule klems fra Morten

Mit tredje og foreløbig sidste løb

Igen her vælger jeg at bruge  en af mine gamle e-mails til forældrene. I denne "mail" har jeg indkopieret noget fra en mail til Harald Tunheim og hans kone Anne Beate (dansk, norsk og engelsk i en salig blanding, jeg undskylder)

Kære familie!

Som jeg skrev tidligere i dag har jeg været ude og köre lidt hund igen, hvis i ikke har læst, hvad jeg skrev tidligere, kopirer jeg lidt ind her:"I ved at jeg nævnte Iditarod år 2001, jeg nævnte det for Jeff også (ikke så direkte som til jer) og han var interessert i at have meg til at köre for ham, men intet er bestemt endnu.I weekenden skulle jeg være handler for Jeff i et löb kaldet "KNIK 200" (The first dog race in the new milennium). Lördag morgen fik imidlertid Jeff et telefon kald hjemme fra, at al vandet i huset var frosset, så han måtte köre hjem igen. Det store spörgsmålet var: Vil du köre istedet for mig, Morten? .....OK!!!!Det var mine förste 200 kvalifikations miles til Iditarod. Nu mangler jeg bare et 300 miles löb, eller mere og jeg er kvalifiseret til at köre IDITAROD. Med hensyn til löbet vil jeg fortælle i detaljer så snart jeg får tid, men det gik godt og det var koldt (-45°c - -55°c nogen steder) "For ikke at sidde og bruge lang tid på at skrive noget som jeg netop har skrevet, kopirer jeg lidt fra et brev til Anne Beate og Harald også: "Jeg har kjört de förste 200 kvalifikasjons miles til Iditarod, nå mangler jeg bare 300 miles og jeg er klar for Iditarod 2001.... ?? ....Dere skal få historien bak det hele også.Jeff planla å kjöre "Knik 200" (Knik - Yetna - Skwetna - Yetna - Knik) og han trengte en til å handle for han. Helge mente det måtte være min tur til å ta med, for han var nettopp på en lang trenings tur med Jeff. Vi, Jeff og jeg, kjörte til Knik fredag 31/12/1999, og da det var for kalt å stå ute, gikk jeg med inn på "mushers metting".Lördag morgen ringte Donna og fortalte Jeff at hele vann forsyningen i huset hadde frosset, så han besluttet å dra hjem. Men da han hadde betalt for å delta og hadde sent ut "food drop", spurte han om jeg var interessert i å kjöre? ..... Yes ofcurse!!! (min engelsk er stadig ikke så god) Så 2 timer senere var jeg ute i sporet. Jeg starter 3. sist, men da jeg var 12 miles för Yetna, var det ikke flere spann å passere. Jeg stod på scooter matta det meste av veien, for å redusere farten til trav, men likevel kom jeg inn til Skwetna ca.25 min för nr. 2. Der hadde vi 6 timers obligatorisk hvil, så p.g.a. tids utlikning kunne jeg forlate mere enn 40 min. för nr. 2 og over en time för nr. 3. Steke det var kalt ned av Yetna river (mellom -45°c og -55°c). Når jeg kom til Yetna road house hadde jeg en hund som gikk fra å ha travet, hele veien ut og hjem, som plutselig begynte å galoppere og sluttet å dra så mye, han hadde masse gul is på bakbeina og runt penis, så jeg tok han i sleden i den tro han hadde forfrosset ...... dere vet. Senere unnersökelser viste at han ikke feilet noet (OK pitte litt halt), men han fikk 80 km i sleden (glad gutt).Det gikk så tregt andre dagen, grunnet "sandpapirsnö", så jeg trode de siste 20 miles at nå ville de komme bak fra, og hvis ikke nå, da ville de komme nå.Men da jeg kom til mål, kl. 11.07, gikk det mere enn 1 time og 40 min. för den næste kom og på banketten kl. 20.00 var bare 7 av 18 kommet inn og en hadde brutt.1800 US dollar og en stor pokal er ikke dårligt når man drömmer om Iditarod."1800 dollar's, det er temelig mange penge (ca. 13.000,- dkr), men det er bare en lille del af et Iditarod budgjet (de er öre mærket), men det er en god start.Jeg her netop siddet med store problemer med computeren, så jeg orker ikke skrive så meget nu, men jeg vender tilbage med mere om julen, löbet og fremtidsplanerne senere. Flere klem's fra Morten

Copper Basin 300 er nu vel overstået.
Morten blev nr. 12 af 58 startende.
Facts om løbet kan læses under nyt.